For lidt over et år siden blev Young Boys Future etableret med ambitionen om at skabe et ambitiøst udviklingsmiljø for unge fodboldspillere i Silkeborg. Siden da er der sket meget. Klubbens hold har etableret sig i stærke ungdomsrækker, et samarbejde med Ungdomsskolen om en fodboldlinje i 10. klasse fra sommeren 2026 er kommet på plads, klubhus er fundet og dygtige trænere er kommet til. Og vigtigst af alt er fundamentet for en tydelig kultur, spillestil og udviklingsmodel blevet skabt.
Nu er tiden kommet til næste skridt.
På en ekstraordinær generalforsamling den 12. juni blev det enstemmigt vedtaget at ændre klubbens navn fra Young Boys Future til SILKEBORG FUTURE.
Navneskiftet skal afspejle klubbens lokale forankring og ambition om at være et udviklingsmiljø for områdets ambitiøse spillere. Som en del af klubbens identitet vil årstallet 1846 – året hvor byen Silkeborg blev grundlagt – fremover indgå på klubbens trøjer og i den generelle visuelle identitet som en hyldest til byens historie og de generationer, der har været med til at forme den. En fortid, der er fundamentet for den fremtid, klubben ønsker at være medskaber af.
SILKEBORG FUTUREs ambition er at give de unge og talentfulde spillere i byen mulighed for, at når de en dag bliver seniorspillere, så har de hos SILKEBORG FUTURE haft muligheden for at holde sig konkurrencedygtige med de spillere, der tidligt kom ind på de større licensklubbers akademier. Vel at mærke med spilleglæden og fodbolddrømmen intakt, så drengene fra SILKEBORG FUTURE kan fortsætte udviklingen i de tidlige seniorår og indhente dem, der før var foran. Lykkes klubben med det om nogle år, har den åbnet nogle døre for Silkeborgs unge, som ellers blev lukket for dem på akademierne som 11-12 årige.
Stærke hold i stærke ligaer efter sommer
Samtidig falder DBU’s rækkeinddelinger for efterårssæsonen på plads i disse uger. I den kommende sæson er Silkeborg Future tilmeldt følgende DBU-rækker:
- U15 Liga 2
- U16 Liga 2
- U17 Liga 1
- U19 Liga 1
Dermed får klubbens spillere fortsat mulighed for at udvikle sig og konkurrere på et højt niveau.
Fodboldlinje på ungdomsskole og klubhus-fællesskab styrker kulturen
SILKEBORG FUTURE har taget flere vigtige skridt uden for banen, som først for alvor slår igennem i den nye sæson. I samarbejde med Ungdomsskolen er der etableret en ny fodboldlinje for ambitiøse spillere, som skal i 10. klasse og vælger et alternativ til efterskole. Læs mere om den mulighed her. Der er indtil videre 19 tilmeldte spillere, som skal træne tre gange om ugen i skoletiden. Læs mere om klasser og tilmelding her.
Klubben har ligeledes indgået aftale om brug af Boldhuset på Søholt, der historisk har været hjemsted for Silkeborg Boldklub, men som nu også fungerer som samlingspunkt og klubhus for Silkeborg Futures spillere og trænere.
“Et stærkt udviklingsmiljø handler ikke kun om træning. Det handler om relationer, fællesskab og identitet. Derfor betyder både skolefodboldlinjen og klubhuset utrolig meget for os. Det har vi virkelig manglet,” siger initiativtager og nyvalgt formand for SILKEBORG FUTURE, René Gade.
“Nu sætter vi for alvor identitet og spillestil i gear”
Hvis det første år handlede om at etablere klubben og sikre det nyskabende tilbuds eksistens så, handler de kommende år om at udvikle klubben til et lokalt flagskib. Ifølge René Gade er fundamentet ved at være på plads. Nu skal kultur, spillestil og træningsmetoder for alvor stå tydeligt frem.
“Vi er stadig ved at opbygge organisationen. Men nu handler det om det vigtigste: Hvad sker der hver eneste dag på træningsbanen? Hvordan udvikler vi spillere? Hvad skal folk forbinde med os, når de møder et af vores hold?”
For nylig vedtog klubben derfor et nyt spillestilsmanifest, som fremover bliver den fælles rettesnor for både spillere og trænere. Et manifest og en spillestil, som naturligvis kan revideres – men først og fremmest følges:
“Vi ønsker ikke bare at uddanne dygtige fodboldspillere. Vi ønsker at udvikle spillere, som elsker at træne, elsker at lære og som bliver ved med at udvikle sig længe efter deres ungdomsår. Når folk møder et hold fra Silkeborg Future, skal de kunne se det med det samme. De skal kunne genkende vores energi, vores mod, vores sammenhold og vores måde at spille fodbold på.”
Kontinuitet på trænerfronten
Et vigtigt fundament for den fortsatte udvikling er, at næsten hele klubbens trænerteam fortsætter i den nye sæson. Benjamin Møller-Nielsen, Morten Haumann, Mikkel Bendixen og Freddy Bang fortsætter alle i klubben og skal være med til at føre den nye identitet ud i hverdagen. Hertil forventes trænergruppen suppleret med yderligere 1-2 trænere.
“Det giver en enorm styrke. Vi har et trænerteam, som tror på de samme værdier og den samme måde at udvikle spillere på. Den kontinuitet er uvurderlig. I næste sæson skal transitionen mellem holdene og ikke mindst sparringen på tværs at trænerteams og spillere være endnu bedre”, forklarer nyvalgt næstformand og nuværende U16-træner i klubben, Morten Haumann.
Samtidig skal der lyde en stor tak til Per Sønderskov, Kasper Bonnén og Rasmus Islin. Alle trænere som på hver sin måde har bragt spillerne frem den seneste sæson, men som stopper til sommer.
Ny ledelsesmodel med unge stemmer og mere medlemsdemokrati
På den ekstraordinære generalforsamling 12. juni 2026 blev der gennemført ændringer i bestyrelsen. René Gade overtog formandsposten efter Holger Kristiansen, mens Morten Haumann indtrådte som næstformand og trænerrepræsentant. Bestyrelsen skal i løbet af sommeren suppleres med mindst ét yderligere bestyrelsesmedlem med samt minimum to spillerrepræsentanter under 18 år.
Dermed får de unge for første gang en formel stemme i klubbens ledelse. “Hvis vi mener alvorligt, at vi udvikler mennesker og ikke kun fodboldspillere, så skal de unge også have indflydelse. Vi ønsker at lære dem ansvar, lederskab og engagement – ikke kun fodbold.”, fortæller René Gade.
Stor tak til Holger Kristiansen
På generalforsamlingen den 12. juni udtrådte Holger Kristiansen af bestyrelsen efter at have været med til at etablere og udvikle klubben gennem dens første år. Young Boys Future blev oprindeligt etableret efter initiativ fra René Gade, som ønskede at skabe et nyt udviklingsmiljø for ambitiøse unge spillere i Silkeborg. Dengang valgte Holger Kristiansen at bakke projektet op, fordi idéen både matchede hans passion for talentudvikling og det daværende behov omkring Young Boys’ divisionshold.
René Gade lægger på dagen for lanceringen af det nye klubnavn og ledelseslag ikke skjul på, hvor stor betydning Holger Kristianens opbakning har haft:
“Da vi begyndte at tale om projektet, var ambitionen at skabe et miljø, hvor udvikling kom før resultater, og hvor unge spillere kunne træne og spille på et højt niveau med en tydelig identitet. Især dem der ikke fik chancen andr steder. Det krævede mennesker, som turde tro på idéen og hjælpe med at føre den ud i livet. Det gjorde Holger fra første dag. Han bidrog med erfaring, ressourcer og en enorm vilje til at få ting til at ske. Derfor skylder både jeg og klubben ham en stor tak.”
Holger Kristiansen understreger, at hans ønske om at udvikle unge spillere er præcis det samme som altid:
“Det er fortsat det, der driver mig. Men klubben står nu stærkt på egne ben, og samtidig fylder arbejdet med mit akademi i Tanzania mere og mere. Derfor føles det som det rigtige tidspunkt at give stafetten videre.”
Holger Kristiansen opholder sig flere måneder om året i Tanzania, hvor han arbejder med udviklingen af unge spillere gennem akademiet:
“Det glæder mig enormt at se, hvor langt klubben allerede er kommet. Men det glæder mig endnu mere at se, hvor tydelig retningen er blevet. Jeg tror, det mest spændende stadig ligger foran dem.”
På den ekstraordinære generalforsamling den 12. juni blev navneskiftet, de nye vedtægter og den nye bestyrelsesstruktur enstemmigt vedtaget. Dermed er Silkeborg Future klar til næste kapitel – med stærke ungdomshold, et tydeligt udviklingsmiljø og en klar ambition om at skabe både dygtige fodboldspillere og stærke mennesker.